Når den der bærer, også har brug for at blive båret.

Nogle gange er den største omsorg, vi kan give pårørende, visheden om, at de ikke behøver at bære alene.

At være pårørende er en kærlighedshandling.

Jeg ved det, fordi jeg selv har været dér.

I flere år var jeg pårørende for min mor. Jeg oplevede, hvor meget kærlighed der ligger i alle de mange små og store opgaver, som ingen rigtigt ser. Møder, indkøb, rengøring, medicin, telefonopkald, bekymringer, og alle de praktiske ting, der stille og roligt bliver en del af hverdagen, oven i ens eget liv med familie, job og alt det andet, der også skal være plads til.

Jeg husker, hvordan jeg sad på ferien i Spanien og forsøgte at forstå min mors blodprøver, fordi ingen ringede. I det øjeblik, gik det op for mig, at jeg ikke kunne lægge ansvaret fra mig.  Jeg afbrød ferien og rejste hjem.

Langsomt holder man op med bare at være datter, søn eller ægtefælle.

Man bliver også chauffør, koordinator, bisidder, den der sidder i lange køer hos lægen eller kommunen, den der taler med hjemmeplejen, og den der skal huske det hele.

Og indimellem bliver man også den, der må kæmpe i et system, hvor alle gør deres bedste, men hvor tid og rammer ikke altid slår til.

Jeg oplevede flere gange at stå med et ansvar, som jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle bære. Jeg oplevede at skulle holde styr på blodprøver, medicin, indlæggelser og udskrivelser. At blive ringet op midt om natten. At skulle være den, der opdagede, når noget ikke hang sammen. Jeg oplevede også, hvor ensomt det kan føles, når man står med fornemmelsen af, at ansvaret til sidst ligger hos én selv.

Det er ikke én, stor opgave der gør os trætte. Det er de mange små opgaver, der stille og roligt vokser, indtil de næsten fylder hele hverdagen.

Som pårørende har man sjældent rigtig fri. Selv når man er hjemme, er en del af tankerne stadig hos den, man elsker. Hver gang telefonen ringer, eller der kommer en sms, mærker man det i kroppen. Tankerne om alle de timer, de sidder alene.

• Kom hjemmehjælpen som aftalt?
• Bare der nu ikke sker noget.
• Hvorfor føles det som om, jeg er den eneste der kan se, hvor meget hjælp der egentlig er brug for?

Jeg oplevede også, hvor let det var at glemme mig selv.

De fleste pårørende opdager først, hvor meget de har båret, når de ikke længere skal bære. Samtidig følger der ofte en skyldfølelse med.

• Burde jeg besøge hende lidt oftere?
• Gør jeg nok for hende?
• Nu skal jeg igen bede om fri og tage med til lægen.
• Jeg må aflyse mine egne planer, så jeg kan hente medicinen.
• Nu må jeg igen bede min mand om at klare det hele, mens jeg tager ned til min mor.
• Skyld over at længes efter en pause.
• Skyld over at ønske, at det hele snart stopper.

Jeg kender den følelse, og jeg ved også, hvor let den kommer til at fylde, når kærligheden til et menneske bliver så stor, at ens egne behov stille og roligt kommer til sidst.

Mit ønske er, at flere skal opdage det, mens de stadig står midt i det. Ikke for at gøre mindre, men for at få lov til at trække vejret, få lidt mere ro. Og for at få mulighed for igen at være datter, søn eller ægtefælle, ikke kun den, der skal få hverdagen til at hænge sammen.

Den sidste tid med et menneske, vi elsker, er noget af det mest værdifulde, vi har.

Den tid fortjener ikke kun at handle om praktiske opgaver, den fortjener også nærvær.

Sådan kan jeg hjælpe:

Jeg tror på, at vores ældre skal mødes med omsorg, respekt og nærvær. Og jeg tror på, at noget af det mest værdifulde, vi kan give den pårørende, er roen ved at vide, at den, de elsker, bliver mødt med omsorg, værdighed og ægte menneskeligt nærvær.

Pårørendeforløbet tager altid udgangspunkt i den enkelte familie og det liv, der leves lige nu.

• Nogle familier har brug for et par timers hjælp om ugen
• Andre har brug for en hånd til praktiske opgaver eller nærvær

Sammen finder vi den løsning, der giver mest ro både for dig som pårørende og den, du holder af.

Et pårørendeforløb kan blandt andet indeholde:

• Besøg og nærvær hos den ældre
• Gåture eller andre hyggelige aktiviteter
• Indkøb og mindre praktiske opgaver
• Ledsagelse til læge, hospital eller andre aftaler
• En rolig stund med nærvær og samtale
• Samtale med den pårørende, når der er brug for det
• Hjælp til at skabe overblik, når hverdagen føles uoverskuelig

Mit ønske for dig som pårørende:

Jeg ønsker ikke at tage noget fra dig. Jeg ønsker at give dig muligheden for at være dét, du allerhelst vil være.

• Søn
• Datter
• Ægtefælle

Bare for en stund.